Secondhand butikker New York/Brooklyn

Min yndlingsbutik over alle secondhand shops i New York er uden tvivl Buffalo Exchange, hvor jeg har været heldig at finde noget hver gang, jeg er kommet forbi. Buffalo Exchange ligger i East Village (332 E. 11th Street) og i Williamsburg (504 Driggs Avenue). Derudover har jeg besøgt butikken i San Francisco og LA, og den ligger et hav af andre steder rundt omkring i USA. Jeg har fundet mest i butikken i East Village, og den er dejlig overskuelig og ikke mindst ret billig.

Ingen secondhand guide uden Beacon’s Closet, der ligger to steder i Brooklyn og et sted på Manhattan. Den største og mest kendte ligger i Williamsburg (88 n 11th street) lige overfor Brooklyn Brewery (som også er et besøg værd om fredagen til fredagsbar). Derudover ligger der en mindre og mere overskuelig i Park Slope (92 5th avenue), og den på Manhattan ligger i West Village (10 w 13th street), og den har jeg desværre ikke besøgt – vidste faktisk ikke, at den lå der, før jeg lavede dette indlæg. Butikken i Williamsburg er kæmpe kæmpe stor – virkelig! Man skal mindst sætte en halv dag af til butikken, medbringe alt sin genbrugskarma og ikke mindst tålmodighed. Butikken er i sandhed et mekka, for folk med kærlighed til secondhand til forholdsvis rimelige penge. Selv har jeg flere gange mistet tålmodigheden, og er derfor flygtet til butikken i Park Slope, når nu jeg alligevel skulle forbi efter en god kop kaffe ved Gorilla Coffee. Men klart et besøg værd – og endnu en grund til at bruge meget mere tid i Brooklyn!

Et par meter fra Buffalo Exchange i East Village, ligger denne lille biks – Tokyo Joe, som på trods af sin meget lille størrelse, har et ganske fint udvalg, hvis man er heldig at komme forbi på en god dag. Jeg har blandt andet fundet en klassisk Chanel pung derinde (som jeg ikke købte), og en super flot Martin Margiela kjole (som jeg dog heller ikke købte – man kan jo ikke få det hele). Når du alligevel skal forbi Buffalo Exchange er Tokyo Joe også værd at besøge. Generelt er hele 11th street mellem 3rd Av. og Avenue A et besøg værd med mange hyggelige butikker (specielt ml 2nd og 1st).

Vi bliver i Tokio og denne gang i Tokio 7, som ligeledes ligger i East Village (83 East 7th Street), og er klart et besøg værd. Butikken har rigtig mange designervarer  og er nem og overskuelig. Jeg synes faktisk også, at priserne var ret rimelig i forhold til udvalget. Men ligesom ved alle andre vintagebutikker skal man være heldig, og ikke regne med at man finder en 2.55 til 5000kr.

Vintagebutikken Ina har butikker i Nolita, Noho, Soho og Upper East, og er bestemt også et besøg værd, hvis formålet er at finde designervarer til billigere penge. Udvalget er virkelig godt – men det er jo stadig mange penge. Jeg har mere brugt butikkerne til at snuse lidt i, og butikken på billedet ligger på Prince Street som uanset hvad, er en gade man ikke kommer udenom, når man er i New York.

Vi bliver i highend kategorien af vintagebutikker med butikken A Second Chance, som ligger i Soho og Upper East Side. Butikken i Soho (som er den på billedet – 155 Prince Street) er en lille butik med med et meget koncentreret udvalg af designervarer. De proklamerer desuden, at de har det største udvalg af vintage Chanel i New York – så hvis du er på udkig efter Chanel items, er det her du skal lede – dog skal du stadig have den store pengepung frem. Synes dog stadig butikken fortjener at blive nævnt, fordi den er så fin.

Vi slutter i den virkelig dyre ende af skalaen med butikken Resurrection, som ligger på Mott street i Nolita i New York, og derudover har de også en butik i Los Angeles. De har et vanvittigt udvalg af designvarer, som de åbenbart er meget påpasselige med at vise frem – man skal nemlig ringe på en dørklokke for at blive lukket ind i butikken. Jeg har også kun været i butikken én gang, og det var lidt specielt, fordi man ikke helt følte sig fin nok. Derfor også det lidt slørede billede, da jeg var så bange for at blive opdaget, da jeg tog billedet – haha.

Det var de butikker, jeg har fået taget billeder af, og som jeg alle mener, fortjener at blive nævnt. Derudover findes der et hav af andre virkelig fine secondhand butikker, som ikke bugner af designervarer, men hvorimod de fleste kan være med. Det er specielt i områderne East Village, Lower East Side, West Village/Greenwich Village og Williamsburg (og 5th avenue i Park Slope, hvor Guvnors og Beacon’s Closet ligger), at du finder de bedste. Flere gange har det været sådan, at hvis man først finder én butik – kommer den sjældent alene. Det er derfor, det er så fedt at gå på opdagelse i New York. Håber I kan bruge min guide til noget – om ikke andet fik den mig til at savne New York og Brooklyn usandsynligt meget.

/Louise


Dette indlæg blev udgivet i Brooklyn, New York, Shopping. Bogmærk permalinket.

6 Kommentarer til Secondhand butikker New York/Brooklyn

  1. Mette skriver:

    Tusind tak! De kommer på shoppinglisten for min kommende NY-tur:-)

  2. Natasa skriver:

    helt sikkert meget behjælpeligt når nu man skal derhen om lidt mere end 2 uger!!

    Tusinde tak:)

  3. Sofie skriver:

    Rigtig god guide! Det er også min erfaring med Beacon’s Closet, at man skal rode mange ting igennem og ikke være den der utålmodige vintage-shopper (som jeg er), der blot forventer, at butikker er fyldt med fantastiske fund :)

  4. J'adore blog skriver:

    Super god guide hvis man skal til New York :-)

Send en kommentar til J'adore blog Annuller kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>