Studier i udlandet

At komme til udlandet at studere kan være en meget lang og indviklet proces. At komme til at studere i New York kan være en endnu længere proces. Specielt hvis din danske skole ikke har en samarbejdspartner i New York, og derudover er det dyrt og ikke mindst ekstremt populært. Disse faktorer kan alle spille ind, når man er igang med at planlægge et studieophold, og jeg manglede flere gange under forløbet, at jeg havde nogen jeg kunne spørge til råds. Derfor har jeg lavet denne side – hvor I kan spørge om alt mellem himmel og jord i forhold til udlandsophold. Det behøver ikke nødvendigvis lige være New York – for jeg kan efterhånden også svaret på en del rent praktiske spørgsmål. Så spørg løs – og så vil jeg prøve at svare, så godt jeg kan. Det skal i hvert fald ikke være den lange proces, der skal sætte en stopper for at komme afsted på udlandsophold.

Tanken er den, at jeg med tiden vil skrive nye afsnit ind på siden som f.eks. ‘Engelsktest’, ‘Finansering’, ‘Legatsøgning’ osv., så siden kan blive mere overskuelig. Derudover giver det et godt overblik over, hvilke dele processen består af, og det kan jo også være svært at stille et spørgsmål, hvis man reelt ikke ved, hvor man skal starte.

/Louise

Hvor skal jeg starte?

Først og fremmest skal du gøre dig nogle tanker om flg.:

  • Hvilke fag vil jeg have – og kan jeg selv vælge?
  • Er der ét bestemt sted, jeg vil hen? Og hvorfor?
  • Hvad er formålet med mit udlandsophold?

Jeg var selv så heldig, at jeg rent fagmæssigt havde rimelig stor frihed i forhold til hvilke fag, jeg skulle have. Det var en del af mit tilvalg, og derfor var de eneste krav, at fagene ikke måtte ligge tæt op af de fag, jeg i forvejen havde haft og at fagene sammen med Digitalt Design skulle danne en samlet helhed. Med andre ord – jeg skulle kunne argumentere for, hvorfor min sammensætning af fag gav mening. Mine valg af fag var i forlængelse af, at jeg gerne ville have mere erhvervsrettet fag og meget gerne i sammenhæng med mode. Da denne sammensætning gav mening i mit hoved, gav det samtidig mening, at jeg valgte New York. Her skal det dog siges, at det viste sig, at være en meget bøvlet beslutning. Derfor: hvis du er ikke har store præferencer omkring valget er udlandsophold er der meget nemmere løsninger:

  • Undersøg hvilke samarbejdsaftaler dit Universitet har.
  • Hvis du ikke synes om Universitetets aftaler, kig på EDU-Danmark og Kilroy Education, som begge er specialiserede I at hjælpe studerende, der vil til udlandet. De har også begge rigtig fine og spændende aftaler – EDU hjalp mig blandt andet med at komme ind på et Universitet i Melbourne, som jeg alligevel valgte fra, fordi jeg var fastbesluttet på New York. Men jeg har kun gode erfaringer med begge sider, og de hjælper fra start til slut!
  • Hvis du vil til USA, og mangler hjælp med alle mulige spørgsmål har Danmark-Amerika Fondet været helt fantastiske i min proces, og der er virkelig meget hjælp at hente – ligeledes fra start til slut.

Dokumentation

Lige meget hvilken af ovenstående løsninger du vælger, skal du altid finde dokumentation af mange forskellige arter, så det kan du lige så godt komme i gang med. De mest almindelig er som følger:

  • Karakterudskrift fra gymnasiet, handelsskole ect. på ENGELSK
  • Karakterudskrift fra dit nuværende Universitet (hvis altså det ikke er en hel bachelor, du skal læse)
  • Mindst én udtalelse fra en forelæser både en engelsk udgave og en dansk udgave.
  • Engelsktest (TOEFL eller andet – kommer i et seperat indlæg)
  • Budget over opholdet (til legatsøgning)
  • Årsopgørelse (til legatsøgning)
  • Kopi af pas
  • En forhåndsgodkendelse af fag (kan først laves, når du fundet ud af hvilke fag, du vil have på det udenlandske universitet)
  • Hvis du skal til USA, skal du også have lavet en Bank Statement, men det er meget senere i processen.

Engelsktest

Praktisk

Ved de fleste engelsksprogede Universiteter kræver de en engelsktest, i hvert fald hvis du selv arrangerer dit ophold. Ved udvekslingsaftaler er det som regel nok at have haft engelsk på A eller B niveau på gymnasiet. Jeg skulle tage en TOELF test, som jeg var i Malmö for at tage. Testen afholdes sjældent i Danmark, hvis den overhovedet overholdes i Danmark, er det på ASB i Aarhus eller CBS i København. Og hvis dit ophold kræver et engelsktest, så meld dig til i rigtig god tid – der er ofte vildt lang ventetid. Jeg tog en IBT, som er en internet baseret og kostede 1200kr. Den er dyrere end PBT som er Paper based, men til gengæld kommer resultatet meget hurtigt, når du har taget IBT, og det kan være en fordel, hvis du er tidspresset. Du kan læse mere om testen her, hvordan du tilmelder dig, hvad du skal medbringe, og hvordan du kan øve dig. Udover TOELF findes der også en anden test, der hedder IELTS test, som også er meget anerkendt, men her skal man tjekke, hvad den pågældende uddannelsesinstitution kræver.

Selve testen

Da jeg tog testen sidste januar (ja jeg var i god tid, da jeg er planlægningsfreak), var jeg vildt presset med en anden eksamen, der skulle afleveres samme uge. Derfor fik jeg slet ikke øvet mig, men det kunne jeg med fordel have gjort. Testen bestod af en lytte, snakke, skrive og læsedel, hver del havde et bestemt tidsinterval og den samlede test tog 4-5 timer.

Tidsintervallet pressede mig ret meget, og derudover blev jeg temmelig overrasket over, at jeg skulle sidde og snakke,  fordi man sad side om side med de andre, der var til testen. Alt i alt var testen sværere end jeg havde regnet med, men jeg havde slet ikke forberedt mig, og derudover er jeg ikke vildt god til engelsk i pressede situationer. Alligevel endte jeg på 85 point ud af 120, og jeg var fint tilfreds. Hvis du skal ind på NYU eller Columbia kræver de mellem 100-110 i score, så der skal man nok tage det en smule mere seriøst, end jeg gjorde. Når alt dette er sagt, er det bestemt IKKE noget, man skal frygte. Jeg var udelukkende ekstremt dårlig forberedt, og mine tanker var et helt andet sted.

Bolig

Da jeg skulle til New York, var en af mine største bekymringer, hvordan jeg skulle finde bolig. Jeg valgte nemlig ikke at tage imod de boliger, som skolen har ‘aftaler’ med, da det var omkring 7.000kr-10.000kr om måneden for et værelse, som du kunne risikere at dele med nogen. Det kunne ikke rigtig lade sig gøre eftersom, 1. der også skulle være plads til min kæreste samt de besøgende og 2. rent økonomisk var det helt udelukket.

Jeg valgte at have is i maven og bookede bare hostel til de tre første dage, og havde derfor planlagt at de tre første dage udelukkende skulle gå med boligjagt. Men efter jeg lavede et opslag på min Berkeley’s facebook side, blev jeg kontaktet af en svensk pige, og så løste det sig på den måde. Derfor var jeg rimelig heldig, at jeg slap for jagten, men omvendt kunne jeg garanteret have fundet et lækre område at bo i, hvis jeg havde ventet. Men jeg har været rigtig glad for at slippe så billigt og på den måde have råd til andre ting (plus at min kæreste kan være her og vores besøgende). Alligevel vil jeg give lidt råd med på vejen, hvis der skulle sidde nogle derude med samme skrubler.

- Craigslist.org er et udemærket sted at finde bolig, og har også på fornemmelsen, at det er den side de fleste bruger. Dog er der mildest talt nogle freaks imellem – og derfor vil jeg faktisk råde til først at bruge siden, når du er herovre. Den ene efter den anden ville have mig til at sende penge, så man skal passe på.

- Der er stort set skilte alle steder i byen med ‘Apartment for rent’, og hvis man har is i maven, og er flere, der skal dele, tror jeg man kan være heldig (og har mulighed for at betale lidt mere)

- Jeg har sagt det før, men hvis man vil spare lidt penge, så er Brooklyn altså virkelig et dejligt sted, og er helt klart her jeg ville bo, hvis jeg skulle flytte permanent til New York. Men hjemmefra vidste jeg ikke rigtig noget om Brooklyn, men områderne: Park Slope (så godt!), Boerum Hill, Cobble Hill, Greenpoint, Williamsburg, Fort Greene, Brooklyn Heights, Prospect Heights, Carrols Garden og Red Hook er fine fine områder. Nogle af disse steder kan du være heldig at slippe lidt billigere end Manhattan, men det er stadig dyrt (og tjek hvordan transportforbindelserne er, f.eks. er der ingen metro i Red Hook området, og det kan gøre det lidt omstændigt).

- På mange af de store skoler har de opslag med ledige værelser eller lejligheder, og det kan ikke skade at gå en tur her.

- Airbnb.com er et sted, hvor private lejer værelser eller studios ud, og det er en billigere end hostels og hoteller, så det er et godt sted at starte, hvis du har is i maven og først finder bolig, når du kommer herover.

- Network, network, network. Det ved vi jo allesammen, men jeg fik en del henvendelser efter opslag på facebook. Ingen af dem gav pote, men det skader ikke at prøve.

- Det danske netværk i New York er en gruppe på facebook, hvor man kan blive medlem og derefter lave opslag, som man kunne være heldig at give pote.

- Ved de fleste ejensomsselskaber har de både en ‘Købe-sektion’ og en ‘Leje-sektion’, og du kan derfor betale en fee til en broker, og så hjælper vedkommende med at finde en lejebolig til dig.

Tror vidst det var det. Jeg er jo ikke ligefrem en ekspert, men jeg vil alligevel lige dele mine erfaringer, og håber I kan bruge det til noget :)






25 Kommentarer til Studier i udlandet

  1. Stine skriver:

    Hej Louise!
    Hvor fedt at du vil dele ud af erfaringer. Jeg overvejer selv at tage på udveksling, men jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Hvordan startede du? Og hvordan får du råd til det?

  2. Louise skriver:

    Hej Stine.

    Først og fremmest skal du gøre dig nogen tanker om, hvor du vil hen. Er der en bestemt skole eller et bestemt land der trækker? Derudover skal du se hvilke udvekslingsaftaler din nuværende skole har. Det kan være de har et spændende udbud – hvis de har, er det meget mere overskueligt!
    Derefter skal du undersøge hvilke krav det pågældende universitet kræver, f.eks. en TOELF test (som er en engelsktest). Hvis de kræver det, meld dig til med det samme, da der ofte er ventetid og skal tages i Malmö.
    Derudover er der forskellige bilag du skal skaffe: karakterudskrift fra dit gymnasie/handelsskole, karakter fra nuværende skole, en udtalelse fra en forelæser.

    Ang. økonomi så har jeg sparet penge sammen det sidste år, mens jeg har arbejdet en del ved siden af mit studie. Hvis du søger igennem din nuværende skole får du dækket hele undervisningsafgiften – hvorimod hvis du planlægger selv (som jeg gør) selv skal betale denne. Her er der heldigvis kommet noget, der hedder udlandsstipendium, som er et beløb du får med fra staten, som kan dække noget af din undervisningsafgift. Du får det beløb med, som din uddannelse ville have kostet i Danmark. Jeg selv har fået 23600kr.
    Udover dette har jeg brugt ekstremt lang tid på legatsøgning – men det har været det hele værd. Det er ikke økonomien, der skal skræmme – der er masser af fonde, der med glæde vil give et bidrag! so.dk og legathåndbogen er gode steder at starte.

    Spørg endelig hvis der er noget du ikke forstår, eller hvis du har andre spørgsmål!
    /Louise

  3. Henriette skriver:

    Hey Louise! Synes det kunne være meget spændende at høre mere om NYC, specielt det du skal læse.. Hvornår kommer de indlæg du snakker om? Efter turen først? Kan du i så fald knytte et par ord til den linje du har valgt i?

    MVH

    Henriett

  4. Louise skriver:

    Hej Henriette

    Jeg er i gang med det første indlæg, men det er lige blevet lidt forsinket pga. for meget arbejde, men jeg tror, jeg bliver færdig i weekenden. Det første indlæg handler dog mest om den indledende fase, så ang. det jeg skal læse, er det (heldigvis) sådan, at jeg går på et studie i Danmark, der er tværfaglig. Dvs. at jeg har 2 år på Digitalt Design, og så 1 år på et tilvalgs fag. Her kan du vælge samlede pakker på 45 ECTS point, som f.eks. ‘Begivenhedskultur’, ‘Journalistisk formidling’ eller noget helt tredje, eller du kan vælge at lave en ITT, som er en individuel tilrettelagt tilvalg, hvor du selv samler fag til i alt 45 ECTS point. Her kan jeg vælge stort set alt mellem himmel og jord, så længe jeg kan argumenetere for, at fagene passer ind i en samelede helhed og en samlede bachelor.
    Hvis jeg skulle have læst en hel bachelor i USA, skulle jeg have valgt en samlede pakke ligesom i Danmark, f.eks. Jura, Journalistisk osv., men fordi jeg er en Study Abroad student, kan jeg vælge fag fra forskellige linjer. Jeg skal ‘register for classes’ i næste uge, men de fag jeg vælger er hovedsagligt inden for business og mode, da businessdelen er et must for mig, for at jeg kan komme ind på min drømme kandidat.
    Af fag har jeg kigget på Principles of Marketing, Introduction to the Fashion Business, Fashion and the Media og Consumer Behavior, men hvilke fag jeg ender med at få, ved jeg først om ca. 2 uger, så der er jeg meget klogere.
    Håber det gav dig et lille indblik i det, ellers må du meget gerne skrive igen
    /Louise
    Når jeg er færdig med fagene, regner jeg med at give en ‘anmeldelse’ af fagene.

  5. Christine skriver:

    Hej Louise.
    Hvor “krævende” var den engelsktest? Mestrer du engelsk i både skrift og tale flydende? Så du det som nogen barriere, da du ansøgte om NY?
    /Christine

  6. Louise skriver:

    Hej Christine.
    Jeg mestrer på ingen måde engelsk på skrift eller tale – blandt andet også derfor jeg gerne vil afsted og blive bedre til det.
    Engelsktesten (TOELF test) var ret svær, synes jeg, men jeg havde heller ikke forberedt mig overhovedet, da jeg sad med en anden eksamen på Uni. Derfor blev jeg lidt overrasket over det. Men når det så er sagt så fik jeg 85 ud af 120 mulige point, så jeg var mere end tilfreds, når nu jeg ikke havde øvet mig inden.
    85 point var nok til at jeg kunne komme ind, men jeg ved at man på NYU og Columbia skal have omkring 100-110 point for at komme ind, så hvis man søger ind disse steder skal man nok tage det en smule mere seriøs, end jeg gjorde.
    Udover at det var bøvlet, så jeg det overhovedet ikke som en barriere, mere som noget, der bare skulle overståes. Jeg skal nok skrive meget mere uddybende om engelsktesten senere, men det skal bestemt ikke afholde dig!
    /Louise

  7. Sabrina skriver:

    Hej. Hvor lyder det spændende:) Jeg vil gerne selv læse et semester i New York, men går på ASB – og de har ingen samarbejdspartnere i New York. Hvordan gjorde du? Skal på udveksling efteråret 2012, men er det ikke en god ide at starte allerede nu, når det formentlig bliver som en freemover? Hvordan søgte du udenlandsstipendium? Og jeg har absolut ingen krav om en bestemt skole. Hvordan gjorde du med den, du skal læse på? Jeg vil gerne have noget om mode, marketing, PR eller journalistik – er der mulighed for sådan noget på din skole? Ved du det? Glæder mig til at høre mere, for vil virkelig gerne til New York og ved det er svært.

  8. Louise skriver:

    Hej Sabrina:)
    Først og fremmest er det virkelig godt, at du allerede begynder nu! Jeg startede for 1,5 år siden, og det hele er først lige kommet på plads, så det tager tid – men det er det hele værd.
    Udlandsstipendium søger du gennem SU og det er meget lige til, når du når dertil i processen. Det er først sent i processen og er super nemt. Du skal bruge en forhåndsgodkendelse af fag og et optagelsesbrev, og så er det egentlig bare at søge om det på minsu.dk og indsende dokumenterne til SU-kontoret i Århus. Og husk at journalistik giver større takst, det kan du se mere om her: http://edu.stoneage.dk/index.php?intid=223

    ‘Hvordan jeg gjorde’ er et lidt bredt spørgsmål – og det brede svar er: at jeg startede fra start. Hvordan jeg startede har jeg skrevet mere om på min nye blog http://www.loumas.dk, hvor jeg på sigt flytter alt med New York over. Og der har jeg allerede skrevet første punkt, som er ‘Hvor begynder jeg’.

    De fag som Berkeley College udbyder kan du se her: http://www.berkeleycollege.edu/academics/CourseDescriptions.htm
    Og de har fag indenfor alt hvad du nævner, så der burde være noget af interesse
    Håber det gav en lille start, men som sagt loumas.dk er der hvor jeg frem over vil hjælpe videre. Mere info om det senere.
    Skriv endelig igen, ved hvor nedslidende processen kan være, fordi der ikke er mange, der ved særlig meget om NY-muligheder. Dog skal det nævnes at jeg kun får 25 ECTS point med hjem til Danmark, og derfor skal tage et sommerkursus, når jeg kommer hjem. Men det er intet problem for mig. Det er noget med at Berkeleys point ikke går op i ECTS, og derfor kan jeg kun få 25 og ikke 30. Men det er jo bare at tage 5 ects ekstra på et andet tidspunkt:)
    /Louise

  9. Sabrina skriver:

    Hej igen:) Tusinde tak for dit hurtige svar, det er pænt af dig. Du har hjulpet mig godt igang nu, tror jeg. Vil lave en to-do liste, og så vil jeg prøve at kontakte Berkeley College. Må jeg kontakte dig igen, hvis jeg får flere spørgsmål (hvilket jeg sikkert gør, da det hele virker så uoverskueligt lige nu)?

  10. louise skriver:

    Det var da så lidt :-) Du spørger endelig bare igen! Det er meget meget uoverskueligt – men det er det hele værd!!!
    /Louise

  11. AT skriver:

    Hvad er det for en bacheloruddanelse, du har/er igang med at tage fra Danmark? :)

  12. louise skriver:

    Jeg læser en bachelor i Digitalt Design -It, Æstetik og Interaktion på Aarhus Universitet. Men rykker til enten ITU eller CBS i København til sommer for at tage min kandidat. :)
    /Louise

    • Ann Sofie skriver:

      Jeg kan kun anbefale ITU. Er selv igang med min kandidat – har overvejet at skrive mit speciale underbygget med vigtige empiriske undersøgelser fra NYC:)

      • louise skriver:

        Uhh kan godt høre at ITU virkelig vinder i forhold til CBS, hvis jeg skal tage efter de anbefalinger og erfaringer jeg har fået fortalt. Skal besøge ITU efter sommerferien og så har jeg lige et par måneder til at beslutte mig. :)
        /Louise

  13. Pingback: blog-land » / Loumas

  14. Ida skriver:

    Hej Louise :) Jeg skal selv afsted næste sommer, men er endnu ikke helt afklaret omkring hvor hen! Jeg overvejer australien eller USA (gennem EDU), men London tiltaler mig også – Jeg foretrækker at kunne få hjælp med ansøgningen osv. men jeg har, ligesom du, kun kunne finde EDU og Kilroy, der ikke samarbejder med nogle universiteter i Europa.. Kender du til nogen hjemmesider som man kan søge hjælp på hvis man som mig gerne vil studere et semester i Europa? :)

    • louise skriver:

      Hej Ida :) Det lyder spændende – du kan roligt glæde dig. Jeg havde selv London i kikkerten, men jeg havde heller ikke held med at finde nogen sider, der kunne hjælpe desværre. Tror dog det er meget nemmere at planlægge et ophold selv, når det er et land, der er medlem af EU. Der er slet ikke så mange regler, og så er det vidst noget med at studieafgiften er mindre pga EU. Så det er ikke studieafgiften for internationale studerende, man skal kigge på. Det er dog noget jeg bare har hørt og ikke noget jeg ved med sikkerhed. Kom aldrig så langt. Men held og lykke! :)

  15. Ida skriver:

    Jeg er også bange for at jeg må arrangere det selv :) Men der er jo en række lækre steder i verden, så jeg synes godt nok også det er svært at træffe den endelige beslutning om hvor det skal være henne – Især når man har en kæreste som skal blive i Danmark!! Har din kæreste egentligt også boet i NYC eller har han blot rejst med rundt her til sidst?

    Og så lige en ekstra ting – Jeg har med stor glæde læst dit afsnit om TOEFL, som jo desværre er et krav! Kan du evt fortælle lidt om hvordan de enkelte tale, lytte, læse og skrive dele fungerer? Og tog du internet-based eller paper-based? :)

    • louise skriver:

      Det sidste, du skal, er at tænke på kæresten derhjemme. Min kæreste kom over til mig efter en måned og boede med mig resten af tiden, men jeg har før været afsted i 5 måneder i Asien, mens han var hjemme i Danmark. Og det er altså ikke så hårdt, som folk gør det til. Så længe man ved det er i en periode, burde man kunne klare det :) Det er altså også sundt at være lidt væk fra hinanden og savne hinanden. Og mærke efter!

      Puha selve testen… Det er næsten to år siden, så jeg prøver at beskrive så godt jeg kan.
      Læse: her skulle du læse en tekst og efterfølgende svare på spørgsmål. Ikke grammatiske spørgsmål, men mere i forhold til indhold og forståelse af teksten. I nogen af øvelserne måtte man gå tilbage i teksten, mens man i andre kun så teksten en gang. Men det gør de opmærksom på.

      Lytte: klart den nemmeste del efter min mening. Her skal du lytte og derefter svare på spørgsmål. De fleste lytteøvelser er konkrete undervisningssituationer fra alverdens forelæsninger (dansk, matematik, biologi, fysik, men også hverdags situationer).

      Snakke: Her får du et spørgsmål, 30 sek. betænkningstid og derefter skal du svare på et spørgsmål i et minut eller to. Jeg synes den var svær fordi jeg ikke lige var forberedt på at snakke, men det ved du nu. Det kan f.eks. være et spørgsmål om hvad din yndlingsbog er og hvorfor,.

      Skrive: her skal du skrive et referat af en tekst du har læst og skrive et essay over en problemstilling.

      Det var vidst i grove træk, og det var den internetbaseret jeg tog, og det var i Malmø. Generelt er det virkelig en sjov oplevelse, og der er flere gange, hvor jeg tog mig selv i at grine over hele situationen, fordi mange af spørgsmålene, lytteøvelserne osv er lidt fjollede og komiske. Men du skal nok klare den. Hvis du bare øver dig ldit, er det ikke et problem :)
      /Louise

  16. rikke hansen skriver:

    hej
    tak for et fantastisk blog lige det jeg havde brug for er nemlig fat besluttet på et semester næste år af min kandidat i NY.. har bare et spørgmål der har naget mig er ikke “straight A student” er det et problem når man har referencer og job anbefalinger iorden?

    • louise skriver:

      Hej Rikke – tak skal du have :) Altså på NYU og Columbia skal du i hvert fald også have karaktererne i orden. Det samme med Parsons og FIT, som er de skoler jeg har kigget på. Jeg har selv et rimeligt snit, så jeg har aldrig tænkt over det eller undersøgt det. Tror du skal kigge på de enkelte skoler, som du har kig på, for hver skole har forskellige krav til, hvad de kræver af gennemsnit og det er ofte angivet i GPA, hvor det højeste er 4.0. Her har man A i alle fag, hvis man har 4 fag. Men der findes omregner på nettet. Men igen du skal ind og kigge på de enkelte skoler for, at se hvad de kræver :)

      Mvh. Louise

      • rikke skriver:

        oki mange tak for svaret :-) hvordan med finansieringen nu de skal have bevis på man er “god for pengene” skal man så have alle pengene på en gang på en konto eller hvordan hænger det sammen? er det et stort sats at tage de første 1,5-2 uger på et hostel og håbe på at finde en lejlighed? og er din erfaring at der er pengene værd? frem for fx at vælge et af de universiteter som der er aftaler med men ikke ligger i NYC..¨’
        sorry alle spørgsmålene :-)

        • louise skriver:

          Nej den finansielle dokument var et min bank lavede, hvor de ‘bekræftede at jeg havde så og så mange’ penge. Eller dvs. min bank ville ikke lave et, men så gjorde mine forældre det, og så kan SU også lave et dokument på noget af beløbet (altså hvad der svarer til din SU og Su-lån, hvis du skal have det).
          Jeg havde bare booket hostel til de første 3 dage, men var heldig at finde noget hjemmefra hos en svensk pige. Men ellers var min plan det samme. Overalt er der skilte med lejligheder til leje, men det er virkelig ekstremt dyrt i New York. En 1-værelses lejlighed koster min. 6-7000 kr i måneden, og så er du meget meget heldig. Men tror sagtens du kan finde noget på 2 uger!
          Altså hvis jeg skulle gøre noget om, så havde jeg nok valgt at tage praktik i New York i stedet for. Byen ville jeg ikke have været foruden, men de gode skoler koster virkelig kassen. Hvis jeg skulle gøre det igen havde jeg taget på en af samarbejdsaftalerne på udveksling og så ventet med New York til praktik på et senere tidspunkt. Det gør slet ikke noget med alle spørgsmålene. Det er jo derfor jeg har oprettet denne side, så bare spørg løs ;-)

  17. Michelle Kjær skriver:

    jeg har længe haft en drøm om at tage til usa for at studere, men jeg kan ikke finde et sted, hvor de tager nogle ind der overhoved ikke kan flydende Engelsk. ville gerne afsted når jeg er færdig med 9. klasse (går i 8. nu) kan du måske hjælpe mig med et link eller noget…. håber virkelig at du kan hjælpe mig :-)

Send en kommentar til Ann Sofie Annuller kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>