Kyotofu

Undskyld for stilheden – jeg skal lige ind i en rytme med at få lavet regelmæssig indlæg, så bloggen ikke bliver en (endnu) kedelig(ere) affære.

Et af de mærkeligste steder jeg spiste i New York, er uden tvivl Kyotofu, som ligger i Hell’s Kitchen. Stedet havde min far og jeg læst om hjemme i Danmark, og derfor aftalte vi, at vi skulle spise der, når de kom. Vi blev nok draget af de fine kasser, man gik hovedretten i. Egentlig tror jeg i bund og grund, vi havde misforstået konceptet lidt, og det viste sig mest, at være et dessertsted end en egentlig restaurant. Udover os var stedet fyldt med japanere – og det var næsten som at være i Tokyo, uden jeg selv har prøvet det. Det var en meget sjov oplevelse, og det meste af maden var også fint, men vil nok mere anbefale stedet som et sted, hvor man går ind og får en dessert og ikke bruger alt for mange penge. Det meste af maden smagte af grøn te på en lidt mærkelig måde.

Nu vil jeg sove, så jeg kan være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Odense og løbe halvmaraton. Jeg har flere gange nævnt på bloggen, at jeg var ved at træne op til det, men ved nu ikke helt om jeg er blevet klar. Nu er der i hvert fald ingen vej tilbage.

God weekend!

/Louise

Udgivet i Anmeldelser, Mad, New York, Restaurant | Skriv en kommentar

Shoe-shopping

Fra venstre Vans, Nike Free (allerede slidte) og New Kid fra Urban Outfitters

Fra venstre Carin Wester, sandaler købt i Williamsburg og Chanel ballerinaer

Her er et udpluk af de sko, jeg fik erhvervet mig i New York. Til samlingen tæller også et par løbesko fra Asics, et par Nike Free mere og to par sandaler, som desværre ikke er kommet med til København, da jeg regnede med at sandal-sæsonen var overstået for i år. Jeg kunne have købt mange mange flere par sko, specielt sneakers, men når man er i New York, kan man jo blive ved og ved og ved og… Prøvede at begrænse mig og er glad for mine køb.

/Louise

Udgivet i New York, Shopping | 8 kommentarer

Pastis

Et af de mest hypede steder i New York må være Pastis, der ligger i ultra hippe Meatpacking District. Vi tog derind sent en aften, hvor vi havde været i biffen i Cobble Hill, og bagefter i Brooklyn Heights og kigge på pæn skyline. Det var ret spontant, men vi havde begge en ustyrlig lyst til Béarnaise, og så er der jo ikke noget at gøre. Vi kom kl. 21.30 og måtte vente en time på bord, men det gjorde nu ikke så meget, for det er dejligt område at gå aftentur i. Derudover brugte vi noget af ventetiden med et glas vin i baren ligesom mange andre, for baren var proppet. Der er en dejlig stemning på Pastis, og betjeningen var også super god. Béarnaisen var en af de bedste, jeg har smagt (og starten på en endeløs craving), hvorimod pommes og kød var so and so. Tror ikke man skal besøge Pastis for maden, men mere for stemningen en sen aften og så selvfølgelig Béarnaise, som de heldigvis ikke er nærige med. Derudover er der ret mange turister på Pastis, hvilket jo selvfølgelig hænger sammen med, at restauranten er blev vist flere gange i SATC. Så en lidt blandet anbefaling af Pastis herfra. Vi havde selv en dejlig aften på Pastis, men det var måske lige så meget, fordi hele aftenen havde været én lang livsnyder affære.

/Louise

Udgivet i New York, Restaurant | 4 kommentarer

J. Crew og shopping

Så er vi kommet til det lidt sjovere – nemlig shopping. En af de butikker jeg var allermest begejstret for i New York, var J. Crew, som ligger et hav af steder rundt på Manhattan. Hvis man skal sammenligne den med en butik i Danmark, er det nok COS, fordi J. Crew også har stor fokus på gode materialer som cashmere, uld, silke osv. Dog har J. Crew også meget ‘mor-tøj’ (hvis I forstår, hvad jeg mener), og er ikke helt så minimalistiske som COS. Alligevel er jeg fan. Specielt af deres basisting som cardigans og t-shirts, og det er da også det, jeg er hoppet på. Den grønne cardigan er i 100% cashmere, og t-shirts’ne er i modellen ‘Vintage’, som jeg er blevet glad for. De sidste to stribede bluser er i mærket Saint James, som J. Crew også fører. Derudover findes der en Saint James butik på Madison og 80th, men det er nu kun disse bluser, jeg er vilde med. Det andet er meget ‘hej-jeg-ejer-en-yacht-og-kan-godt-lide-golf-tøj’ i bedste Madison Avenue stil. Butikken Madewell, som bl.a. ligger på Broadway i Soho er en søsterbutik til J. Crew, og er også virkelig god og mere ung i udtrykket. Jeg har dog kun købt et par strømper derinde (egentlig mere af fornuft end lyst), men begge butikker er klart et besøg værd, og det er J. Crew Men også til jeres kærester eller jer selv :)

/Louise

Udgivet i New York, Random, Shopping | 2 kommentarer

Blue Bottle

Min søde ven Asger, som jeg mødte i New York, har plaget mig de sidste mange måneder om at få lov til at komme på bloggen. Nu kan jeg slå to fluer med ét smæk ved at lade Asger få sin vilje, og samtidig fortælle om verdens bedste kaffe. Nemlig Blue Bottle. Stedet ligger i Williamsburg, men er oprindeligt fra San Francisco. Udefra ser stedet ikke særlig stort ud, men indvendig har de et kæmpe åben lager (billede 4), hvor man kan se alle de maskiner de bruger.

Når man bestiller en filterkaffe, laver de den til dig, mens du venter som på billede 3. Det kunne jeg godt vænne mig til at få hver gang, jeg skal have kaffe. Derfor har jeg også købt en Blue Bottle Hario tragt med til Danmark. Den gør mig godt (og glad) hver morgen.

/Louise

Udgivet i Brooklyn | Skriv en kommentar

Giovanni Haircare

Iflg. jeres kommentarer til de sidste indlæg, er der stemning for lidt shoppesteming på bloggen. Det kommer nok i små doser, så det ikke bliver alt for meget. Derfor starter vi blidt ud med anbefaling af hårprodukt-mærket Giovanni, som jeg opdagede i New York. Jeg har i lang tid (efter anbefaling af en veninde i tidernes morgen) brugt John Master Organics, som ligesom Giovanni også er amerikansk, men med et liv på SU, blev jeg nødt til at finde et  billigere alternativt. Mit krav var, at det skulle være økologisk, fri for alt muligt skidt og til at betale. Da jeg ikke er en ekspert på området, tog jeg i Whole Foods, for så var jeg i hvert fald sikker på, at mine første to krav blev overholdt. Jeg faldt her over Giovanni, hvor jeg startede med at prøve balsamen ‘Smooth as silk’, som er virkelig god. Derfor jeg har nu udvidet min samling med: en hårkur, shampoo, serum og en stylingspray. Da Wholefoods jo desværre (!) ikke er lige ved hånden længere, har jeg købt dem over den engelske hjemmeside Skinnutrition, hvor priserne kun er lidt højere end i USA, og så er leveringen billig og hurtig. Kan klart anbefales, og de har rigtig mange lækre ting!

Nu må jeg ud af døren – skal til middag hos noget familie i Herlev! Håber I har haft en god (regnfuld) dag.

/Louise

Udgivet i New York, Random, Shopping | 4 kommentarer

Lagersalgs-karma

I New York var jeg til en del lagersalg, men oplevede kun ét, hvor jeg havde god lagersalgskarma. Derfor var jeg også en smule skeptisk over, at skulle til Yvonne Koné lagersalg med to veninder i dag. Selvfølgelig nåede vi også at stå i køen (hvor man kunne kigge ind i butikken) og bitche lidt over, hvordan piger teer sig til et lagersalg, og et kvarter senere stod vi selv med hænderne fulde. Hele situationen var lidt komisk, da vi først fik øjenkontakt. Dog havde jeg virkelig god lagersalgskarma i dag, og jeg fik, hvad jeg kom efter (og så pungen som jeg ikke vidste, jeg manglede). Hvis denne karma bliver ved med at være hos mig, bliver det farligt, at bo i København med alle de lagersalg, jeg nu kan deltage i (der var ikke mange  af dem i Aarhus).

Apropos shopping så har jeg faktisk slet ikke vist mine køb fra New York, men hvis der er stemning for det, kan jeg da godt lave et par indlæg med det. Og evt. supplere det op med en ‘shoppeguide’ (fra mit perspektiv) ??

/Louise


Udgivet i København, New York, Random | 12 kommentarer

Diner og Torvehallerne

Jeg har før skrevet om Diner, som ligger i Williamsburg, og er et virkelig fint sted. En af de sidste dage i New York prøvede vi deres brunch, som også var super lækkert. Ligesom om aftenen skriver tjenerne dagens menu ned på dugen, mens de forklarer og fortæller. Det er næsten ligegyldigt, hvad man vælger, så er det godt. Bagefter lavede vi det, Williamsburg fordrer allermest: slentren rundt, hyggede os og kiggede på seje folk med verdens bedste kop kaffe i hånden.

I dag bliver en god dag i København! Torvehallerne lige ved Nørreport åbner, og jeg står selvfølgelig klar. Der er helt sikkert en masse smagsprøver, og det er egentlig også på tide, at København får sådan et sted. Forestiller mig, at det minder meget om Essex Street Market på Lower East i New York, og det er bestemt en god ting. Har allerede et par ting, jeg skal have til weekendens menu, hvor jeg vil prøve at efterligne min yndlingspizza fra Brooklyn. Kan I ha’ en god weekend – jeg vil nyde min til fulde, for næste uge begynder skole og hverdag igen. Det føles, som om de sidste 6 måneder har været en lang weekend, så det er meget mærkeligt, at det er slut. Nu begynder voksenlivet endnu engang.

/Louise

Udgivet i Random | 6 kommentarer

Brooklyn Bridge

Så er vi kommet på plads på Vesterbro i København, og her er allerede rigtig dejligt at være. Kan i hvert fald ikke få armene ned over, at det næsten tager ligeså kort tid at gå ned i Netto eller Super Best, som det gør, hvis jeg skulle ud i fryseren (næsten). I Aarhus skulle jeg hver eneste gang enten op af Ny Munkegade, Paludan Müllers vej eller Randersvej, og folk der kender til Aarhus, ved hvor forfærdelige bekendtskaber de hver især er. Især med to poser på styret og en bagpå!

Anyways dette skal jo ikke handle om at køre op af bakke, men derimod om Brooklyn Bridge. Intet New York uden en tur over Brooklyn Bridge, eller hvad? Jeg tog først turen over broen et par dage før, vi forlod New York, og det var en dejlig tur, men med lidt for mange turister. Derimod har jeg været over Williamsburg Bridge et par gange – og det er altså mindst lige så flot, og endda næsten uden turister. Har en masse billeder fra mine ture, som jeg viser i et andet indlæg. Men pæn er Brooklyn Bridge da, og Downtown Manhattan har bare en flot skyline, som man ikke kan se på samme måde fra Williamsburg Bridge.

/Louise

Udgivet i Brooklyn, New York | Skriv en kommentar

L Magazine

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Brooklyn FTW!! Mine absolutte yndlingssteder, butikker, restauranter og kaffebarer ligger alle i Brooklyn. Denne borough har det, man mangler, når man er på Manhatten, nemlig den der rolige, cool chill-faktor, som mange steder i Brooklyn summer af. L Magazine (som ses ovenfor) kan give gode tips til hvad du skal se og lave i Brooklyn, men også i resten af New York. Bladet er gratis og kan findes rundt omkring i ‘blad-holderne’ på gaden. Hvis du vil have hardcore Brooklyn guide på den virkelige lækre måde, skal du ofre et par dollars og købe Brooklyn Magazine, som er en guide til Brooklyn. Det er et virkelig lækkert magasin, som specielt er fedt, hvis man vil have lidt anderledes oplevelser, eller hvis man er bosat i Brooklyn og har lyst til at udforske ens område lidt.

/Louise

Udgivet i Random | Skriv en kommentar